Gratis

Møgdyr!

Beskrivelse

På en mark med græssende dyr bevæger vi os ud for at undersøge, hvad der lever i dyrenes lort. Eleverne bryder de grænser, der kan være forbundet med at undersøge eksempelvis en ko-kasse, og får et indblik i det mylder af liv der lever i og af lort! De lærer om nedbrydere og hvorfor de er så vigtige.  Eleverne lærer metoder til, hvordan de finder dyrene i lortene. Forløbet tilpasses efter alder, niveau og ønsker: Vi kan lave møgdyrs-bingo, hvor det gælder om at finde så mange arter som muligt. Vi kan også undersøge, hvordan kokassens alder har indflydelse på, hvilke dyr vi finder. Vi kan snakke om livscykler, gå i dybden med enkelte arter, eller gå matematisk til værks og lave simpel statistik ud fra vores fund. Dagen kan krydres med relevante lege og aktiviteter.

 

 

 

Forberedelse

En god måde at forberede sig, er ved at snakke om nedbrydere og deres rolle i økosystemet. I kan også arbejde med insekter, med særligt fokus på biller, da vi sansynligvis kommer til at finde mange møgbiller!

Se evt. videoen med Morten DD, hvor han finder en Lakrød møgbille: https://www.youtube.com/watch?v=PfuW3Y5PCrA Lakrød møgbille er en af de 99 arter børn bør have set inden de bliver voksne.

Efterbehandling

Der kan arbejdes videre med nogle af de arter vi fandt på dagen. Man kan arbejde med fødekæder relateret til møgdyr. Vi kan have fokus på at indsamle data, der kan arbejdes videre med i klassen - eksempelvis kan der laves simpel statistik.

Formål

At styrke undersøgelseskompetencen og få kendskab til danske dyr. At få indblik i det økosystem, der er omkring lort. At få indblik i nedbrydernes rolle og møgdyrenes levevis og tilpasninger.

Sted

Et sted med græssende dyr, som er vant til mennesker. Oplagte steder kunne være: Børkop vandmølle, Haraldskær, Ulvedalen, Tirsbæk bakker, ved Hældagerskolen, Kongens Kær, Søballegård, Tørskind grusgrav, Ågård, Store helvedshul - Mølholm.