Gratis

Blomsterliv

Beskrivelse

Eleverne træner deres naturfaglige observations- og undersøgelseskompetence, når de skal finde forskellige typer blomsterplanter, gruppere dem og arbejde med planternes opbygning og tilpasning. Forløbet kan efter ønske indeholde elementer fra dansk eller billedkunst, f.eks. faglig læsning og/eller billeddokumentation/-præsentation af udvalgte arter.
Forløbet kræver et område med forskellige blomsterplanter, f.eks. en eng eller en varieret, lysåben skov. Naturvejlederen kan være behjælpelig med at finde sådan et område.

Forberedelse

Det er en fordel, hvis eleverne har kendskab til blomstens opbygning i rod, stængel, blade osv. samt et begyndende kendskab til nogle få, almindelige blomsterarter eller grupper. Tag f.eks. udgangspunkt i kurvblomstfamilien (bellis, mælkebøtte, følfod, solsikke), rosenfamilien (jord-/hind-/brombær, hyben, slåen, tjørn, æble), skærmplantefamilien (skvalderkål, vild kørvel, fennikel, dild, bjørneklo), korsblomstfamilien (raps, kål-arter, karse-arter), ærteblomstfamilien (ærter, bønner, gyvel, lupin, kløver-arter).

Om foråret desuden ranunkelfamilien (anemoner).

Efterbehandling

Lav spiringsforsøg og klarlæg planternes behov (sol, vand, næringsstoffer). Arbejd evt. med fotosyntese i en forenklet form.

Formål

Få kendskab til grupper af danske urter og deres opbygning og tilpasninger. Udvikle naturfaglige kompetencer som observation, sortering, klassifikation. Lære fagbegreber.