NaturFigur
Beskrivelse
På baggrund af egne sanseoplevelser i den nære natur skaber eleverne figurdigte inspireret af Karen Filskov.
Forløbet tilrettelægges og gennemføres af danskkonsulent Nicolina Binzer og naturvejleder Helle Thuesen Westergaard i samarbejde med det pædagogiske personale.
Hvert forløb tilpasses den enkelte skole, men den overordnede plan ser således ud:
Først går vi ud i naturen og samler oplevelser og sanseindtryk. Måske skal vi sidde stille i skovbunden. Måske skal vi tegne alle de lyde, vi kan høre. Måske skal vi gå med bare tæer og mærke græsset og mosset. Det kommer an på, hvad området inviterer til.
Indenfor bearbejder vi vores oplevelser og indtryk sprogligt, skriftligt og med tegninger.
Derefter får eleverne en introduktion til figurdigte i form af Karen Filskovs digtsamling ”Skoven fra oven”. Hver elev laver selv et figurdigt formet som et blad. Digtene kan udstilles i klassen, på skolen eller et tredje sted.
Vi tilbyder det til 5. og 6. årgang - hvis du ikke har disse årgange og alligevel er blevet interesseret, så tag kontakt, og så ser vi på, om vi kan justere til din årgang.
Forberedelse
Pædagogisk personale skal indgå i dialog med Helle om en egnet, udendørs lokalitet.
Desuden vil det være oplagt, at eleverne før forløbet har arbejdet med udvalgte genrer i dansk. Det kan være digte, men det kan også sagtens være andre genrer.
Formål
Eleverne får kendskab til og bliver medskabere af figurdigte med baggrund i deres egne oplevelser i den nære natur.
Praktisk information
Se flere detaljer
April-september giver de bedste muligheder ift. sanseoplevelserne i naturen, men det kan naturligvis også laves på andre tidspunkter af året.
Se flere detaljer
Der bruges minimum fire lektioner og gerne fem.

