Paradis

Teater Refleksion og De Røde Heste har tryllet Kim Fupz Aakesons fantastiske bog »Paradis« om til en humoristisk og livsbekræftende teaterforestilling.

Det er en historie om en bedemand. En trist bedemand. Og det her er, hvad man ved om bedemanden: Han gør, hvad bedemænd gør, han ordner de døde, vasker dem, friserer dem, giver dem rent tøj på, putter dem i deres kister og lægger låget på. Men her er, hvad man IKKE ved om bedemanden: Han kan tale med de døde! Og de døde taler gerne om blomster og damers numser og schæferhunde og carporte og blæsevejr og alt det, de ikke nåede. Og det her med Paradis, det er bare noget bedemanden finder på for at trøste en ung pige, der er død alt for tidligt. Men måske passer det... måske findes Paradis?

I et rum med en gigantisk brun kiste bliver vi inviteret indenfor hos bedemanden og ser ham gøre akkurat det, vi har hørt, er hans arbejde: Han retter puden til i kisten. Filer negle på en og arrangerer håret på en anden etc. med største naturlighed, med et strejf af nænsom humor og som adgang til, at de døde begynder at tale til ham, og han intenst lyttende og med stor tankeaktivitet i forhold til det, de siger, svarer dem retur. Mens de døde bliver gjort klar en for en i små hvide kister, fortæller de om deres liv og stiller ham store spørgsmål. »Er der monstro et liv efter døden?« Og når han til slut skruer kistelågene til, er det ikke levende personer, som spærres inde i kister, men samtaler, som en for en er forbi og som smitter livgivende af på bedemanden. Samspillet mellem bedemanden og de døde (fire i alt) er berørende teater